TBMTB - Thomas Bundgaard’s MTB oplevelser

Havde lige muligheden for at nuppe en tur på en.. tjaa.. hvad skal jeg kalde det?? En usædvanelig cykel… Om det er women’s eller men’s specific geometry kan jeg ikke blive klog på, men det er i hvert fald ikke en BGsadle;0)

Så er der under en uge til jeg atter er tilbage på dansk jord. Glæder mig til at komme hjem – af flere årsager; kæreste, venner og familien.. Jeg må dog også tilstå at jeg efterhånden er faldet utroligt godt til her i Californien og faktisk har fået mig nogle gode venner. Kommer til at savne dem og med garanti også vejret+terrænet. Endnu en gang - nej faktisk hele to gange denne weekend - har jeg været nødt til at hæve armene og råbe højt indtil jeg tillægger mig lige så blå en farve i hovedet som himmelen over mig, over hvor fedt det er at være cykeltosse på de her kanter. Jeg har ikke brugt mindre end 13 time på henholdsvis Epic’en og Roubaix’en denne weekend, så har fået fuld valuta for penge og mine ben er nu så ømme at jeg ikke aner hvordan jeg får slæbt mig ned af trapperne til morgenmaden i morgentidlig…

Igår lørdag, kørte vi (Aaron, Brennan + 10 personer mere, som jeg ikke kan huske navnene på – alle fra Specialized) til Santa Cruz. Santa Cruz ligger ned til kysten og bjergene tårner som op omkring byen. Var på cyklerne kl 09.00 og den første af mange gode stigninger kunne begynde. Var lidt i tvivl om jeg havde valgt den rigtige cykel, da alle de andre enten var på Stumjumper eller Enduro’s, dvs. minimum 140 mm vandring i gaffelen. Epic’n kan præstere 100 mm, og havde endvidere vendt frempinden negativt, for at gøre den en tand mere agressiv;0) Efter 1t15min klatring ankom vi til den første af mange seriøse nedkørsler – aka Mailbox. Navnet giver efter nogen overvejelse stadig ikke mening, da sporet varierede mellem bløde fede DH kurver, skarpe switchbacks, træstammer som skulle forceres med bunnyjumps, avancerede walls for DH-typerne og ikke mindst et hav af drops i alle størrelser.

I starten gik det fint, fik i den grad bevæget mig frem og tilbage over sadlen og baghjulet for at holde hovedet oppe og benene nede. Måtte en enkelt gang af cyklen og ned på knæ, da sadlen ramte hårdt et meget ubehageligt sted efter en kørefejl med et overset drop. .hmmm, uhhh!

Efter ca. 20 min ankom vi til den sidste del af nedkørslen med afsindigt tilsyrede triceps!! En intern kamp om at komme først frem havde udviklet sig mellem Aaron og jeg. Han er en hel del bedre til at tage kurverne og for den sags skyld også hoppende, så håbede på lidt mere XC-look-a-like-trail , dvs. mere ujævnt og stejlt terræn, så jeg kunne forsøge at passere ham, og det var lige det vi fik!! Sidste sektion var lidt mere åben end den tætte skov, så man kunne se længere frem og vælge linjen tidligere. Han tager den ud til højre, jeg til venstre. Sporet falder med en psykopat fed og stejl hældning, rødder og klipper springer frem over alt og før man ved af det er farten alt for høj. Tænker nu kort tilbage på Lundby Krat og nogle af de onde nedkørsler, forskellen var stor, det her var meget værre! Et styrt her kunne være katastrofalt – heldigvis strejfer disse tanker mig ikke under under selve nedstigning, jeg har nok at gøre med at holde bagdelen tilstrækkeligt langt tilbage, for at undgå 4 forlæns koldbøtter! Til sidst har jeg så meget fart på, at bremsen ikke har nogen virkning, jeg slipper den og læner mig længere tilbage og koncentrerer mig som en gal. Det går, passerer en rytter på den nye Enduro S-WORKS med en rasende fart, føler mig flyvende, Aron er forlængst sat og jeg flyver ned af den sidste del af sporet. Da cyklen endelig stopper, hopper jeg af og hæver her armene første gang over hovedet i det vildeste adrenalin sus!! My God, den var en fed oplevelse!! De resterende 4 timer går med noget tilsvarende, desværre må vi hjælpe to fra teamet ned til bilerne pga af styrt, men bortset fra det var det en sygt god dag;0)

Dagen i dag stod på landevej. Scott, Mike, Randy, et par nye gutter og jeg selv udgjorde gruppen. Afgang kl 8.30 i bil, kurs mod Santa Cruz Mountain, ca. 45 min kørsel fra Morgan Hill. Stængerne var lidt brugte, men blev overskygget af ømheden i arme, skuldre og ryg. Er på ingen måde vant til at køre ned af i 15-20 min ad gangen..så ømheden var berettiget. Tempoet var ikke overdrevet højt og passede mig egentlig fint, idet jeg håbede på at have kræfter nok til at droppe køreturen hjem og tage cyklen i stedet. Vejret var endnu en gang super, dog lidt koldere end bare for en uges tid siden, så efteråret/vinteren kommer nok også snart til CA.

Stoppede efter ca. 2½ time cykling på en lille snusket kaffebar i Boulder Creek. To dobbelte Machiatos og en god kage blev kørt ind, så depoterne var fyldt op og klar til en efterfølgende 10 miles opkørsel i the redwoods. Det er dælen dytme nogle granvoksende træer, op til 350 fødder høje, dvs. 106,68 meter..hmm.. Utroligt smukt, men samtidig også lidt uhyggeligt idet stilheden var larmende. Der bor tilsyneladende ingen dyr i en Redwoods skov… På toppen af stigningen nød vi en energibar og den smukke udsigt. Her måtte jeg atter hæve armene og tilstå at livet ikke bliver meget bedre end dette;0) Efter 5 timers landevej og få km fra vores parkerede biler kørte jeg fra gruppen og begav mig ud på de sidste 65 km landevej hjem mod Morgan Hill alene. Alt i alt gik det fint, dog glad for at have erhvervet mig en Garmin Edge 705, som kunne hjælpe mig sikkert hjem. Uden den havde jeg nok stadig tosset rundt derude et sted..

178 km og 6½ times livs-”nydning” kan gøre kroppen utrolig træt og sulten, så kæmper nu også en kamp for at færdiggøre skriveriet, inden sengen springer på mig. Næste uge skal det sidste information bankes ind i knoppen, inden jeg flyver mod DK fredag over middag.

Efter en ekstra lang uge, med hele 5 dages undervisning, var det en temmelig træt Thomas der gik en tiltrængt weekend i møde. Fredag stod primært på bikefit i laboratoriet med en super testtur i strålende solskin bagefter. Tjek lige Tarmac SL3 med 404 Zipp:

Efter endnu en veloverstået eksamen, tog ”Vi” (klassen og jeg) på restaurant og nød et godt måltid og en velfortjent øl. Kunne mærke på stemningen at folk havde haft en rigtig god uge og klassen var rystet godt sammen, så en øl blev hurtigt til to. Var egentlig planen at festen skulle fortsætte i San Jose, ca. 15 km nordpå, men efter et par øl, en lang uge og et cykelcrossløb tidligt lørdag morgen, valgte jeg at passe min seng. kl. 07.00 den efterfølgende morgen, satte jeg stor pris på jeg valgte som jeg havde gjort;0) Vejret viste sig endnu engang fra sin bedste side, så hentede Andrew og Wase(Andrew’s old buddy) kl 08.00, crosscyklerne blev smidt på SBCUvanen og kursen blev sat mod Watsonwill, ca. 30 min kørsel, vestlig retning nær kysten. Endnu en gang var jeg vidne til et kæmpe cykelarrangement, som denne gang bar præg af det også var dagen for Halloween. Skal lynhurtigt sige, at jeg ikke er nogen stor fan af Halloween, men det skal man ikke sige højt, for amerikanerne tager det dybt seriøst og bruger flere amerikanske dollars end jeg tør drømme om på fuldstændige sindssyge kostumer.

Ruten var denne gang noget anderledes end sidst, kun en enkelt stigning, mange sving, en enkelt løbepassage og ellers pandekage-flad. Jeg stillede som sidste weekend op i B-feltet, som denne lørdag var ca. 100 mand stort. Fik en OK start bag de 25 forreste og kæmpede mig langsomt op gennem feltet. I modsætning til sidste weekend, følte jeg mig denne gang mere veloplagt og frisk, men da jeg passerede 3.pladsen var det ligesom om hullet op til 2.pladsen konstant forblev det samme. På sidst runde satte jeg alle kræfter ind, men kørte kun få sekunder ind på de to forankørende..Øv øv, havde nok lidt sat næsen op efter en podieplacering en tand højere. Skidt, havde et super godt løb, uden at være totalt færdig. Derfor var jeg også fast besluttet på at afprøve crossevnerne eller mangel på samme i A-feltet 4 timer senere. Imellem tiden brugte jeg tiden på at sole, slappe af, nyde stemningen og se kostume-løbet kl 12.00. Fuldstændigt ”gak gak” at køre cykelcross i fuldt armeret gorilla kostume i 26 graders varme, men skægt var det. Desværre gik forberedelserne op til A-løbet ret meget i vasken, da min pung forsvandt. Hvor lang tid den havde været væk, anede jeg ikke, men væk var den da jeg skulle have en kaffe. Shit!!!! Det nærmeste jeg kunne komme, var jeg have haft den da jeg blev registreret til B-race ca. 2 timer tidligere. Kunne jeg have været så dum at have kørt race med den i jersey-lommen – jeps, ingen problem. Derfor kørte jeg et par omgange på ruten, snakkede med officials og løbsspeakeren – ingen held.

Derfor var det med en vis bitterhed i sindet og ca. 200 dollars fattigere jeg rullede til start kl. 14.15.

30 sek…..10 sek… startede min nyindkøbte Edge 705 og fik en flyvende start som nr. ca. 30. (ca. 85 startere) OK, ingen tvivl om at niveauet var en tand højere og mine ben 60 min mere brugte en de fleste andre konkurrenter;0) Men hvad f…. det var jo selvforskyldt, så nu skulle benene have prygl de næste 60 min!

Langsomt øgede jeg tempoet, fandt en hvis form for rytme, som primært bestod af max-gas → semi-gas → max-gas osv. Efter 6 runder – 2 runder ”to go”, var jeg ved at eksplodere, varmen fik kroppen til at koge, støv i lungerne, benene manglede vand og sukker og tankerne om at sænke tempoet kom nærmere. Blev hentet af to ryttere som kørte forbi mig uden problemer. Havde ikke kræfterne til at sidde med. Skod! Fik en slurk vand idet jeg passerede mål og kørte ud på min anden sidste runde. Kæmpede en indre kamp, som alle cykelryttere sikkert har prøvet, når alt gør ondt, kroppen er færdig og lysten væk til at fortsætte. Nej, nej nej!! Det holder ikke, blev jeg ved med at sige til mig selv. Det er ca. 15 min i syrehelvede og du har det fantastisk bagefter – kom nu!! Trådte Tricross S-WORKS cyklen et gear op, og jagten på de to forankørende blev skudt i gang! Kørte langsomt, men sikkert lidt efter lidt ind på dem, ca. 500 m før mål, på den eneste stigning kunne jeg se der var opstået spurt-taktik mellem de to. Det var min chance for at få kontakt! Jeg pressede køllerne til det yderste, et gear op, mere fart på – og kørte helt ud i modsatte side, tæt op ad tilskuerne og hamrede forbi de taktikkere. Slog et hul på ca. 15 m inden sporet atter snoede sig ind til singletrack. En teknisk passage, to skarpe sving og to barrierer blev passeret med en puls på 100% og kørte 15.pladsen ind – ca. 2½ min efter vinderen. Hold op hvor var det fedt og hvor var jeg smadret. I skrivende stund – ca. 36 timer efter, gør ryggen stadig ondt, nakken og skuldrene er ømme, så kroppen er blevet mishandlet maksimalt;0)

Rullede tilbage til bilen, klædte om og gik en sidste gang op til indskrivningen for at høre om min pung var blevet indleveret…. nope! Ingen held! Bilen blev pakket, mens det langsomt gik op for mig at de næste to uger ville blive en hel del mere besværlige uden Visa/Master. Kl. var godt nok 16.00, men tastede alligevel fars mobilnummer ind, velvidende at det var midnat i Dk. Var nødt til at få mine kort spærret. Efter 100 meters kørsel og inden jeg havde trykket ring op – spurgte Andrew mig om det ikke var min pung der lå på køleren af bilen…hmmmm!!! Jo tak, et lille kryds i Ja!! Hvordan den var havnede der, må guderne vide.. Har sikkert i min ”forberedelses-brandert” lagt den der og totalt overset den i min eftersøgning. Skidt, jeg havde fået den tilbage og selvfølgelig var en kvajebajer på sin plads.

Efter et besøg på et lækkert fiskerestaurant-besøg, en køretur tilbage til Morgan Hill og et bad, stod den på Halloween-party hos en kollega fra Specialized. Var ikke super veloplagt til fest, da jeg var mere en normalt slidt, men må godt nok sige det var en uforglemmelig oplevelse. Voksne folk i de vildeste kostumer - som var det en fastelavnskonkurrence mellem 10årige børn troppede op en efter en. Kæmpe buffet, belgisk fadøl, junglejuice(nasty sprut-kombi), et helt hus viklet ind i spindelvæv, beklædt med dødningehoveder og edderkopper. Totalt amerikansk! Hehhehe, men en stensikker uforglemmelig oplevelse;0)

 Næste uge står på Master BGfit med Dr. Andrew Pruitt fra Center for Sports Medicine – en af de mest respekterede ”bikefittere” i USA. Bliver super spændende og udfordrende!

Kan se at teksten er forskudt rundt i mit forrige indlæg. Problemet er løst nu..

Dr. Roger Minkow undersøger blodflow på forskellige saddeltyper.

Idag har den stået på undervisning hele dagen. Var dog en god times tid på landevejen omkring frokosttid, hvor det gode solskinsvejr blev nydt, inden den stod på undervisning igen. Hele ugen byder på undervisning, to dage med produkter og 3 dage med Bikefit.

 Jeg bliver nødt til at skrive lidt om dagen i dag.. Det har været en kongedag!!

Skærer 3. pladsen af!

I dag er Cykelcross Super Prestige Series II løbet af staben. Jeg vidste fra morgenstunden ikke helt hvad jeg skulle forvente af dagen, og må nok indrømme at en Big Eazy med Mike&Co. trak en smule mere, da jeg på forhånd godt kunne mærke at der ikke var diamanter i benene og egenligt bare heller ville ”julle” lidt rundt i det fantastiske vejr. Men en aftale er en aftale, så efter morgenmaden hentede vi Andrew og kørte mod løbspladsen nær San Francisco.

Jeg har aldrig været til et cykelcrossløb i DK, men hvis det viser sig at der bare er et halv så godt ”race-camp-setup” til disse løb i Dk, vil jeg leve og ånde for cykelcross forever. Er næsten ved at smide en F-bombe, for at understrege at amerikaner forstår at stable et godt løb på benene. Forrygende speaking, musik, boder med mad og cykler, fantastisk målområde, med kæmpe tidstagningstavle, reklamebandere og vigtigst af alt en ca. 300 tilskuere.

Desuden er der enormt mange til start i alle klasser, Dame/Herre A,B,C og alle ungdomsklasserne. Jeg nåede kun at se Herre-A og Dame-A, hvor der var ca. 80 og 50 deltager i hver kategori. Jeg besluttede mig for – efter Andrew’s anbefalinger – at starte i B(45 min løbstid), selvom jeg nu måske foretrak at køre mod de hårde drenge (60 min):0)

Andrew kom desværre lidt skidt fra start og det kombineret med, at det lykkes ham at vride sin

lukke ring af sit baghjul kostede ham dyrt på placeringsfronten.

Efter Herre A blev det min tur, ca 60 deltagere. De første 25 blev seedet og resten måtte finde plads nede bagved. Nej hvor var det skod at stå i den bagerste ¼ af feltet og på forhånd have ca. 25 meter op til nr. 1, som efter få minutter kunne blive til 250 meter pga kø. Skidt pyt, jeg var her for at have det sjovt og lære lidt om cykelcross. Da fløjten gik, glemte jeg imidlertid alt om at køre for sjov. Vidste jo også godt på forhånd, at det med at køre for sjov bliver en helt del sjovere, når man ligger med i front, så der ville jeg op! Meeeeeen, nej nej nej en første runde!! Kø, kø og af og løbe, folk skubbede, styrtede og kunne slet ikke styre cyklen i det meget løse underlag. Gjorde alt for at undgå at køre folk over, eller blive skubbet ud af kurs og begyndte i stedet for selv at bruge samme taktik, skære folk hårdt indenom i svingende, bruge albuerne i overhalingen og smile af de kommentarer man fik med i farten.

Ny taktik - musik og warm-up

Efter 3 runder havde jeg fundet et godt flow, som primært bestod af at træde så hårdt i pedalerne hele tiden! De virkede og kørte mig ind i top 10, fik tider af en meget begejstret Andrew, som mente jeg skulle se at få noget mere fart i cyklen;0) Da jeg overhalede nr. 3 på sidste runde, smittede folks begejstring så meget af, at jeg nu anede chancen for at fange nr. 1 og 2. Måske det i bagklogskabens klare lys, var en umulig opgave, da 25 sekunders hul er meget at hente på sidste 750 meter… Jeg gjorde et forsøg og åd mig selv totalt op det sidste stykke, men det lykkes dem at holde mig bagved med bare sølle 7 sekunder.

Var på samme tid både lykkelig over et veloverstået cykelcrossløb, men samtidig også bitter over ikke at have nakket de to forreste, som skulle være glade for jeg startede bagerst i feltet!

Hold op det var en super fed oplevelse, og aldrig har jeg haft så høj puls og samtidig følt mig så tilpas under et løb som dette. For dem der interesseret, kan jeg tilføje maxpuls: 189, Gennemsnitspuls: 184 over de 45 min.

En god dag på kontoret, som Andrew tilføjede:0)

Fredag d. 16.10.09

Jeg er på nippet til at sige ”endelig fredag..” Det har været en lang og til tider meget hård uge. Oftest, som man kan læse sig frem til på mine tidligere blogindlæg, har arbejdsdagene bogstavelig talt været fra 8-morgen til mindst 8-aften. Der har været meget nyt, rigtig meget nyt jeg har skulle sætte mig ind i på SBCU kursus. At lære nye ting er ingen problem, altid fedt nok at fylde noget nyt i hovedet, men det kan af og til blive lidt langhåret at følge med, når en del af cykelterminologien ikke en gang er tilgængelig på dansk inde i mit hoved. Jeg er dybt dybt imponeret over disse SBCU professores viden om alt fra carbon-lay-up-schedule til BG Shoes with longitudinal archsupport ect ect. Det er vildt nørdet og mega fedt på samme tid! Hehehe!!!

I går sluttede dette års første klasse deres undervisning. Det skal forstås sådan, at folk kommer til Specialized hovedkontor fra nær og fjern for at få den nødvendige viden omkring Specialized produkterne, således de har værktøjet i orden til at servicere kunder på bedst mulige måde. Jeg følger de samme timer, men med henblik på at blive en SBCU professor på et endnu ukendt tidspunkt. Planen er, at jeg i starten skal sættes grundigt ind i den tekniske viden omkring alle produkterne og de sidste par uger følge ”Bikefit” timerne. I går var det MTB dag. Vi gennemgik alt omkring MTB, forskellige typer, suspension osv. Efter frokost gjorde vi cyklerne klar og smed dem på taget af en minibus. Kørte derefter mod Demo-forrest, som har lagt navn til Specialized Down Hill cykel – DemoBike. Så kunne godt regne ud, at der var fedt track i vente. Jeg valgte Epic S-WORKS, som er en helt i verdensklasse fully! Dog kommer alle Specialized’s mtb’er med low-rise styr med ekstra bred vidde, som gør cyklen en hel del mere sofa-agtig og tager en del af race-mtb looket fra den efter min mening. Det skal så på ingen måde overskygge en fuldstændig genial godt designet cykel, som gjorde turen i demo-forrest helt uforglemmelig. Hold op den fik nogle prygl og den ku’ li’ det!!;0) Terrænet herovre er fedt, lidt ligesom derhjemme, med super singletrack, men her krydres det bare med muligheden for at kravle op ad i en uendelighed. Startede med at kravle op i næsten en time og havde derefter ca. 30 min dowvhill på det vildeste spor!!

Dagen sluttede af med en test, som blev bestået og et velfortjent måltid blev indtaget på Shusibar i downtown Morgan Hill.

I dag fredag d. 16.10.09 startede jeg dagen med en god styrketræning på Specialized. Kl 09.00 var der bagelmøde, som i alt sin enkelthed går ud på at at spise bagels og creme-chese, drikke kaffe og snakke med andre fra forskellige afdelinger. Super hygge:0) Resten af formiddagen sad jeg i møde med resten af SBCU, hvor ugens begivenheder blev evalueret. Fra morgenstunden gik snakken om den berygtede FridayWorlds, som er den mest prestigefyldte lunchride i ugen at vinde. Folk havde opfordret mig til at udfordre Andrew, som er chef for SBCU og ifølge folk en habil landevejsrytter her i US og A. Han er i hvert fald den der oftes har rettigheden til at køre i Worldcup trøjen.

Jeg tog det stille og roligt, og planen var egentlig lidt, at jeg ikke ville gøre noget væsen af mig på dagens cykeltur. Alligevel kunne jeg ikke lade være med at presse tempoet lidt for sjov, for at se om folk var klar. Det var de, og mange af dem lige så opsatte på at skyde den af, som folk er til en Shimanoliga afdeling. Efter meget kort tid var vi en gruppe på ca 12 ryttere der havde parkeret resten af gruppen, dvs. ca. 15-20 stks solidt og der var god speed på. Efter ca 10 km begyndte folk at angribe, og kunne ikke lade være med at lukke hullerne. På ca. 10 min lykkedes det mig at lukke 8-10 huller, og lad mig bare indrømme at der ikke var diamanter i benene i dag:0)Et par km længere fremme stak Andrew, og selvfølgelig er jeg på dette tidspunkt rykket lidt længere tilbage i gruppen. Jeg kunne ikke lade ham stikke, så skød efter ham! Kommer relativt hurtigt op og der er godt hul ned til resten af gruppen. Finder ind i et fint samarbejde og øger! Sammen kører vi de sidste 15 km i et hæsblæsende tempo, hvor hastigheden kun sjældent er under de 40 km/t og det hele skal afgøres i spurten! Jeg tænker han får den uden kamp, og vil bare bakke ud, men han begynder at psyke mig lidt og det får lysten til at slå ham til at blusse op. Derfor lukker jeg afsindig tidligt op og kører for fuld speed op mod toppen af bakken. Det er stensikkert den mest tåbelige spurttaktik til dags dato. Han hænger selvfølgelig på, men heldigvis stiger bakken lidt og mere end forventet og vindmodstanden betyder mindre. Han forsøger at køre mig ind på de sidste meter, men presser det sidste ud af stængerne og holder ham lige akkurat bag mig over målstregen!! Så kan han lære det;0) Kort efter går det op for mig at jeg lige har udfordret og tævet bossen, som har det sidste ord i min endelig ansættelse hos Specialized. Han tager det heldigvis med oprejst pande og bliver ved med at sige, ”This is big! Really big nevws! Fortæller mig det er aldrig sket før, at en ikke-amerikaner har taget Worldcuptrøjen og nu har rettigheden til at køre i den hele næste uge!:0)

I morgen staar den på ”The big eazy”, dvs en laaaaaaaang landevejstur med Mike Senior, som er ejeren af Specialized. Skal mødes hos ham på hans gård og køre hyggetur → 130-150 km i bjergene, og typisk en tur som strækker sig fra 8-morgen til 6-aften..blir fedt at komme ud og nyde solen og de 25 graders varme;0).

San Francisco d. 09.10.09

 Hmm.. kan ikke sove mere. Har vel egentlig også fået mine 9 timer søvn, men kl. er først lige rundet 05.00 – dvs. 14.00 DK tid! Døgnet er vendt totalt op og ned, så føler gårsdagens begivenheder står lidt uskarpt.

Tror jeg fik det klart maksimale ud af dagen i går. Den startede meget tidligt – 04.15 i bunden af Istedgade, KBH, hvor jeg de sidste par dage havde overnattet ved Bræmer. ”Klasse at se dig igen buddy!” Morgenmaden blev skovlet ind og ud af døren mod Kastrup lufthavn. Fik taget afsked med Marie i Kastrup, som også havde været tidligt oppe:0)

Flyveturen gik i første omgang til Frankfurt, hvor jeg efter lidt forvirring fandt frem til San Francisco Gaten, hvor jeg mødtes med Lars, hans frue og Johan. Vi blev boardet og trak selvfølgelig nitten, ved at blive placeret op af bagvæggen, solidt plantet mellem to andre passagere. Nå, skidt, det skulle nok blive hygge med 11½ times flyvning forude. YEAKS!!

Egentlig gik det rigtig godt, turen føltes slet ikke så lang som jeg havde frygtet og før jeg vidste af det, var vi alle på vej med Airtrain ud af SFO lufthavnen, CA. I flyveren talte jeg med amerikansk dame, snakken gik lidt frem og tilbage, og hun spurgte om hvordan jeg skulle komme til Morgan Hill (ca. 1 times kørsel i sydlig retning). Hun frarådede at køre selv, idet high-roaden ikke var noget sted for en dansker at køre, med vores lille trafikerfaring – luk sylten moster! – ca en time senere, sad jeg bag rattet i en Crysler og forsøgte at holde hjul på Lars i den forankørende bil. Havde kort forinden haft policen til at køre helt oppe bagi! Om det var speedlimit eller det røde lys jeg overså, aner jeg ikke, men politimanden mistede i hvert fald interessen efter få km – puuha!

Tjekkede ind på en fint hotel i Morgan Hill, som bliver min base de næste 3½ uge. Lejligheden er rigtig lækker, med stort badekar, kæmpe dobbel seng og selvfølgelig 3 tellys, mindre kan simpelthen ikke gøre det! Selvom søvnmanglen for alvor trængte sig på efter godt 24 vågne timer, blev det kun til hurtigt bad og ud af døren mod et såkaldt Outlet. Første gang jeg besøger sådan et og bestemt ikke sidste. Her er der alle tænkelige mærker, og selvfølgelig alle de store, Nike, Adidas, Hilfiger, Hugo osv. til meget reduceret pris. Kommer helt sikkert til at gå Maxmotor amok flere gange, så lækkert med et nyt Mastercard, hehhehe!

Efter shopping fandt vi en restaurant, hvor det bedste kød blev serveret, og i rigelige mængder!! Amerikanerne bliver ikke store af ingenting! Da klokken rundede 19.00 lokal tid, satte trætheden for alvor ind, og jeg kunne uden problemer tage en lur i den resterende coleslaw. Desværre fik Lars ideen om at holde sig vågen til minimum 22.00, så kroppen kunne vende sig til den nye døgnrytme. Jeg var nu ikke i tvivl om, at min krop sagtens kunne sove 12 timers til næste dags morgen.

På vejen hjem blev der handlet øl og chips, og halleluja hvor havde jeg brug for det! NOT!! Var totalt kvæstet og kunne nærmest ikke slæbe mig selv op på værelset til en øl.. En ½ øl senere måtte jeg give op og trække mig tilbage..

Lørdag d. 10.10.09

Møg!! Lars havde fuldstændig ret! Havde kun sovet få timer, før jeg vågnede og kiggede på klokken – 01.30! Jeg følte mig frisk, men forsøgte alligevel at sove videre. Sov vidst et par timer mere, men kl 04.30 kunne jeg ikke holde ud at ligge ned mere. Derfor begyndte jeg at skrive lidt på bloggen.

Dagen i dag besøgte vi Napa Vally, ca. 2½ times kørsel nordlige retning fra Morgan Hill. Dette er et kæmpe vinområde, som ifølge Lars skulle producere verdens bedste vin. Undrede mig lidt over jeg ikke havde stiftet bekendtskab med dette tidligere, men nu er jeg jo heller ikke ligefrem nogen ekspert på det område. Følgende steder blev besøgt:

Robert Mondavi: http://www.robertmondaviwinery.com

OpusOne: http://www.opusonewinery.com/

Sebastiani: http://www.sebastiani.com/

Selvom jeg måske ikke hoppede og dansede af glæde på alle besøgende, var det en stor oplevelse. Smagte virkelig noget klassevin og er helt sikkert blevet en smule mere overbevidst om, at god vin ikke nødvendigvis skal komme fra spansk/italiensk eller fransktalende lande. Kan klart anbefale Sebastiani, 2006 Sonoma County Zinfandel, som jeg var meget til!

Samme sted havde vi fornøjelsen af at opleve et ægte amerikansk udendørs bryllup, med ”You may kiss the bride” ect. ect. Dagen igennem havde Lars forsøgt at få bord på The French Landry, som skulle være verdens 3. bedste restaurant, desværre lykkedes det ikke. Kunne ha været stor oplevelse, men sikkert også en total økonomisk RipOff. I stedet fik vi bord på en andet lækkert sted, med super god mad og vin. Da klokken nærmere sig 20.00 lokal tid, vendte vi snuden mod Morgan Hill. Efter ca. en times blev jeg vækket af en varm fornemmelse i nakken – politiets spotlygter varmede kabinen op, og jeg blev i løbet af 4 sek. lysvågen! Tror Lars havde trådt lidt rigeligt på gaspedalen , men da den unge politimand fik hans kørekort i hånden, som han i første omgang, sikkert troede var en morderne udgave af et MasterCard, tror jeg han mistede alt lyst til begrave sig i papirarbejde, for en lille bøde til dansk stastborger. Hehehe, men en anderledes og interessant oplevelse rigere.

Søndag d. 11.10.09

I dag væsentligt mere udhvilet end i går. Har trænet lidt her til morgen og fået min havregrød! Klasse de servere havregrød, med mandler og rosiner. Man kan selvfølgelig også vælge the ”american style” med vafler, sirup, french toast, bacon, eggs osv! Igen, de bliver ikke store og glade af ingenting de amerikanere, hehehe! I dag tror jeg turen går til Santa Cruz, inden jeg tager hul på SBCU kurset i morgen. Hvad der skal ske, er jeg ikke helt klar over endnu, men er frisk og klar til at køre på. Håber jeg får fat på en cykel snarest, idet jeg ikke har været på cyklen hele ugen. Det er jo ren totur, og mine knæ er ved at gå amok over alt de løberi.

Lørdag d. 4 juli

Rejsedag… igen igen igen… ikke for at lyde træt af at feriere, men bestem træt af at pakke rygsækken, og måske lidt ekstra her til morgen, da krop og psyke var lidt ”busted” efter god lang tur på mtb dagen forinden. En god stor portion havregryn, med mandler og hele ”mulletjausen” hjalp dog lidt på energiniveauet og vi fik pakket Roveren og vendt snuden mod Speracedes, Cannnes. Planen var egentlig at Jesper (bilens ejer), Rass og jeg skulle på et par timers cykeltur med ikke alt for høj puls, og ville nok ikke beklage os synderligt hvis det bare blev til en times rul i fladt terræn. Til vores held, var Jesper heller ikke al for oplagt, da 2½ brækket ribben og en lidt våd aften dagen forinden havde sat sit aftryk på dagsformen. Derfor kørte vi alle en tur til Cannes og spiste halv sen frokost på en absolut suveræn restaurant på stranden, mellem ferrari’es, filmstjerne og andet godtfolk. En ting må man give ferien er, at den har kontrast! 24timer før, sad vi på toppen af Ventoux og spiste sol-opvarmede sandwich og drak redbull, nu befandt vi os på stranden i Cannes med en iskold fadøl, king prawns på tallerknen og solbrændte bryster til højre og venstre. Rass og jeg nåede knap at drikke den første ud, før den næste øl var serveret og måtte flere gange kigge dybt i glasset, når de solbrændte bryster skulle skyldes af for saltvand under bruseren, som var placeret lige ud for vores bord. UHHHAAAAA!! Efter en dukkert og lidt vandring op ad strandpromenaden, gik turen tilbage til Speracedes, hvor aftenen blev nydt med lidt genudsendelse fra prologen og et glas rødvin. Perfekt hvildag!! Top motiveret for dødsintervaller næste morgen, hvor dagen også skulle byde på ”live” Tour de France! YEARH!

/TB

Søndag d. 5 juli

BIB BIB IB IB IB!!!! Vækkeuret!!! nOOOOO, klokken er 6.30, solen er for længst stået op, men temperaturen er endnu ikke over 25grader. Morgenmaden er ultra lille, fuldt ud bevidst, da dødsintervaller og for megen morgenmad, frokost eller andet måltid, godt kan risikere af komme ovenud igen – Rass kan bekræfte hele to episoder inden for kort periode, hvor jeg (Thomas) har erfaret dette fænomen.

Klokken har kun lige passeret 07.00 da vi ruller uf af porten med kurs mod Capris, byen på toppen af bjerget. Opvarmning foregår på 10-20% stigning, så benene skal lige i gang. Stadig lidt tunge og ikke helt vågne til 6*3min bakkeinterval…. Vi finder en passende strækning med den rette hældning på en bjergskråning. Det første interval er nedslående! Pulsen vil slet ikke op og benene føles blytunge. Måske fordi det er tidligt om morgenen eller måske fordi vi ikke er fuldt restitueret. Vi prøver et interval mere; denne gang går det væsentlig bedre. Og næste bedre igen. De 6 intervaller køres i hus med god kvalitet og vi ruller til bageren på vej hjem og indtager morgenens 2. måltid.      

Med udsigt til en velfortjent nr. 2 morgenmad, bliver vi mødt af en meget velmotiveret Jesper, som har sadlet op og er klar til afgang. Derfor bliver det bare til en bid baguette og op på lågen igen. Temperaturen er så småt ved at være der hvor den plejer at ligge, så selvom tempoet er til at vi kan nyde usigten, praller sveden af os. Jesper må nok siges at være lidt hårdere ramt, men han er heller ikke en brøkdel så fanatisk, som vi er. Alligevel er der overskud nok til at køre point ind i byskilte-konkurrencen, så humøret er højt!! De 5 sidste km køres på tour de france ruten gennem byen Grasse, hvor vi spotter et strategisk godt sted, så vi har perfekt view over Tour-feltet senere samme dag.. Inden vi når så langt, skal vi lige have Jesper med det sidste stykke hjemover – puha, det er vist det eneste man kan sige - kanont 10 min interval og hjælperytter for en helt ny betydning. Tak for en fed tur Jesper;0)

Efter endnu en morgenmad/frokost og en tur i pooooolen, hopper Rass og jeg igen på lågen og ruller ned til Tignet. På vejen derned kan vi høre bilhornene og folks jublen – Tour-karavanen har gjort sin entré i den lille by, og rundkørslen vi havde udset til stedet, hvor vi skulle nyde en kold pils, mens tour feltet rullede forbi, er nu pakket med mennesker!! Vi finder dog hurtigt et godt sted på et par containeren, hvor vi har god udsigt og kan nyde et par lunkne Kronenburg…hmmm;0) En mand siger der er 5 min til feltet kommer, men føles som 30 min, folk er spændte og der er fed stemning. Pludselig kommer en lille gruppe på 4-5 mænd forbi, og få minutter efter, resten af feltet. Det er uhyggeligt varmt og det virker som om de tager den med ro - faktisk meget med ro, men alligevel går der kun 10 sek, så er de væk igen.

Eftermiddagen bruges endnu engang til at få pakket cykler og rygsæk og kursen er sat mod Nice. Jesper og familien har tilbudt at køres os derind og samtidig spise lidt mad – så lækkert vi slipper for at skulle med offentlig transport, for har nok lige lovligt meget grej med til at have det hele på cyklen. Er den sidste tid, nok også blevet lidt for godt vant, så ville være for stor en omvæltning at skulle gå fra BMW/Range Rover til Le Bleu bus service, hehhehe;0) Vi får os indlogeret på hostel – og hvad kan man sige??? Det er lige så billigt som at have sin bil parkeret på Hilton parkeringsplads, erindrer jeg en sige og kvaliteten er bestemt også derefter. Efter en middag med Jesper&Co trasker Rass og jeg gennem Nice gader, trætte, men top-motiveret for næste dags mtbtræning og rest-træning på stranden.

/TB

Mandag d. 6 juli

Ikke meget at fortælle, om denne dag. Tager den med ro på stranden et par timer, spiser god frokost på en hyggelig café, hvor vi samtidig er millimeter fra at dumme os BIG TIME. Situationen er nemlig denne, at damejagten er gået ind, og alt hvad der kan kommenteres mht. kvindekønnet, bliver det!! Det gælder også den blonde servitrice på caféen, men når kun at komplimentere hende for sødt smil og kønne ansigt, før hun spørger om vi er danskere!! Så heldigt, at hun ikke ventede 30 sek mere, da det kunne have forårsaget en mindre katastrofe;) I stedet, får vi os en hyggelig snak og håber på, at det ikke er sidste gang vi støder på hende. Eftermiddagen bliver brugt på mtb til Aspremont(45min uphill fra Nice), hvor flere mtb-ruter skulle have start. Desværre ender vi på et DH-spor, som flere gange tvinger os af cyklerne. Citat Rass: ”Vælt og du dør!” og han har fuldstændig ret, derfor vender vi cyklen mod Nice efter et par timer. Planlægger næste dags store MTB tur over middagen på hyggelig italiensk restaurant, og føler personligt (tror Rass er enig) at vi har brug for en opturs oplevelse på singletrack, ellers ryger Kojaks’s på ”for good”, resten af ugen.

/TB

Tirsag d. 7 juli.

Op kl. 7.30, morgenmaden indtages og Camelbakken fyldes. Vi sidder på cyklerne lidt i 9, og glæder os til at ramme sporet lidt nord fra Nice. Dagens program siger 2×15min AT og vi beslutter os for at få dem overstået efter 20 min opvarmning. Det er godt nok tungt med Camelbakken pakket til bristepunktet og hyler begge lidt over at have tunge ben. Får dog alligevel skudt intervallerne af med en ok kvalitet og finder sporet kort tid efter. Igen er det ”vælt og du dør”-track, så humøret er ikke i top, da vi beslutter os for at prøve en anden rute. Det samme er gældende her, kommer nogenlunde ned med skinnet i behold, men må igen af mange gange, da store sten og klipper truer knogler og carbon-rammerne for meget… Det er vanvittigt frustrerende at skulle af og slæbe lågen henover klipperne og singletrack-eventyret får en brat slutning, da vi kommer i bunden og ser at skiltene peger den modsatte vej. Hold nu kæft i franske-fuckers, vi kan ikke cykle ned og nu mener i vi skal forsøge at cykle op! Og det skulle forestille at være XC kategori 3+ ud af 6 trin. Though shit må man sige, bestemt ikke beregnet for mtbryttere på hartails med vanlige gang i Marselisborg/Roldskoven. Derfor beslutter vi over en kop bjergkaffe, at køre til Monaco og se på damer og ligge på stranden. Uret viser køretid på 2½ time og ca. 50 km, da vi ankommer til forstad til Monaco, med azur blåt havvand. Stranden indtages med stil, da vi kører hele vejen ned til vandkanten på cykler i vores teamtrøjer – Rold Skov cykler, Skørping has landed!! Go lir;0)

Går total i koma de næste par timer, og mener, da den lagenhvide overkrop har skiftet farve til samme, som vores røde skoovertræk, at det er på tide at få handlet ind til aftensmad og måske lige besøge café’en med den søde danske servitrice. Desværre er hun ikke at finde og vi nupper en yoghurt og en kaffe inden turen går hjem til Hostel Baggård!

I morgen står den for midt vedkommende på langtur med Kojaks. Tror Rasmus tager en hviledag med lidt resttræning, så han er maxklar til intervaller på torsdag. Skulle jo gerne være helt super duber ready, til at vise fanen til DM i XC d. 19 juli i Kbh! 

/TB

fortsættelse fra tidligere indlæg…

Vi får hurtigt pakket bilen og tager afsked med Ribeauvillé. X5’eren er rigtig glad for igen at skulle i action. Det er Thomas også! Der går kun 2 timer på de franske motorveje med dejlig ny belægning før vi bliver vinket ind til siden af det franske politi. Fartbøde! Den i øvrigt meget venlige betjent havde målt os til 154 kmh. Thomas og jeg kigger på hinanden og tænker. Pyha, godt han ikke havde knaldet os på den tyske autobahn. Så var vi nok ikke sluppet med de 45 Euros vi måtte punge ud for denne forseelse…!?! I øvrigt rent BMW tortur kun at måtte køre 140 resten af vejen!!

Mandag den 29. Juni.

Ankom til Marseilles i går aftes og efter et ophold på et mindre godt hotel (Citat Thomas: Fængselcelle i beton med ild under!!!), kørte vi mod bjergene med de flotte vinmarker  i området tæt ved Cannes, som er vores opholdssted de næste par dage. Huset vi bor i ejes af en af Thomas’ venner og her mangler bestemt ikke noget! Vi bor næsten øverst oppe på bjergsiden og har udsigt fra poolen over de sydfranske bjerge og middelhavet! Træningen på cykel foregår i de fedeste omgivelser med bjerge bogstavelig talt lige uden for indkørslen! I dag har den stået på restitutionstræning, så vi har kun kørt en stille tur for lige at sonderer terrænet. Ellers har vi smagt lidt (og kun lidt!) på den rød –og hvidvin og en lille cognac, som var aldeles fremragende!

Tirsdag den 30. Juni.

I dag vågnede vi op til 33 grader og skyfrit. Luften står helt stille. En anelse lummert. Og vores træningsprogram siger dødsintervaller på stejle bakker! Tak skæbne! Gad vide hvordan kroppen reagerer på det efter de våde gode varer fra i går aftes.. Vi triller afsted på kojak’s på de snørklede bjergveje. Pulsen ryger i vejret i en rasende fart og sveden hagler af os efter kun 10 min i opvarmningstempo! Vejrtrækningen synes allerede nu besværet. Vi suser til bunden af bjerget og påbegynder de 3 * 10 minutters bakke intervaller vi har planlagt. Den står på 60sek siddende og 30sek stående – absolut max max!!  Vi holder os til planen som vi plejer trods den modbydelige varme. Vi hugger løs opad. Jeg må slippe Thomas ret tidligt på det første interval. Han har masser af power i benene, mens jeg er nødsaget til at vælge en lidt lavere gearing og holde en højere kadence. Det første interval er overstået og vi er lidt nervøse for om vi simpelthen vil kollapse undervejs. Varmen er voldsom og vi kan ikke drikke på vej op fordi det er for stejlt og pulsen er for høj. Vi strammer ballerne sammen og får fuldendt de 3 opstigninger med rigtig god kvalitet. Thomas opnår endda ny personlig rekord for maks puls! (uden at brække sig:-).

Den hårdeste/sjoveste del af træningen er overstået og træningsturen gik efterfølgende til de omkringliggende franske småbyer på de mange bjergskråninger. Vi kører lidt af strækningen som Tour de France feltet kommer susende på næstkommende søndag. I morgen går turen til Mont Ventoux. Det skal nok blive spændende. Mere herom senere…

Onsdag d. 1 juli

Morgenen starter lidt tidligere, da Range Roveren skal pakkes med cykler og det resterende grej – kursen er sat mod Mont Ventoux, ca. 3 timers kørsel fra Cannes. Før afgang spiser vi morgenmad med resten af familien Ø og nyder de sidste drag af den fantastiske udsigt over Grasse-dalen. Har lavet aftale med Jesper om at komme tilbage med bilen lørdag middag, hvilket giver os tre dage på Ventoux.

Efter lidt køren frem og tilbage i Maulecene (by ved foden af M. Ventoux) ender vi til sidst med at indlogere os i fransk idyl hos ”Monigue”, som er et super hyggeligt sted ved byen Bedoin - desuden start for Mont Ventoux opstigningen under dette års Tour de France. Vi ryger af sted med det samme, det går lynhurtigt med at komme i cykelklunset. Fedt at vi er lige ivrige begge to, så der går kun 10 min fra vi har tjekket ind til vi forlader Monigue på mtb! Vælger at kører mod toppen via off-roaden. Det viser sig at være en ski-piste vi er røget på og den går opad i en uendelighed (1t 45 min). Underlaget er grus og store klipper og varmen er igen en faktor man ikke skal ignorerer. Camelbak’en er livsnødvendig. Med masser af geler, vand, slanger osv. når vi til Grand Pins (1425 m) ved 20 tiden. Vi kigger op til Mont Ventoux. Der er stadig et stykke vej helt til toppen (1920 m). Hvor meget tid har vi tilbage før det liver mørkt? Spørgsmålet er derfor; skal vi fortsætte helt til toppen eller skal vi vælge en singletrack ned til Bedoin? Vi vælger det sidste. Og hvilken fryd bare at fyre den af på en nedkørsel der varer 45 min.! Skal dog lige siges, at vores hardtails (og i særdeleshed os selv) kom på arbejde på denne type nedkørsel. Store skarpe klipper, store grene og drops er menuen når et går nedad på Mont Ventoux. Skide fedt også selv om Rasmus’ nye Race King ballondæk måtte lade livet – kan heldigvis fikses med stor lap! Kl. 21 svinger vi forbi i restaurant og får stillet sulten i cykeltøj og cykelsko – lige ankommet fra toppen. Skønt og hvilken duft! Efter 1½time går det videre hjemad via små landeveje og det er nu kulsort! Vi har ingen lys med og selvfølgelig triller politiet op på siden af os, kort fra vores bosted. Politibilen holer ind til siden lidt længere fremme. Pis! Hvad gør vi? Thomas tænker hurtigt og vi svinger ind på en lille grus sti og lister ind i skoven. Vi venter et par minutter i mørket til politiet har mistet tålmodigheden og lusker hjemad af små veje gennem skoven… Det er midnat før vi er hjemme. Sikke en lang dag, med ny bolig, ny bil og nyt bjerg!

Torsdag den 2. juli

Lidt trætte efter gårsdagens lange dag venter der os morgenmad i fransk idyl. Vi får hurtigt sat vores slick dæk på vores mtb og begynder atter opstigningen til Mont Ventoux. Denne gang på landevejen. Samme rute som dette års udgave af Tour de France. Vi lægger ud med 30 min opvarmning, hvilket mildest talt ikke er nødvenigt, da temp. er over 30 grader, men man er vel lidt småskør..?? Derfor starter vi også ud med intervaller op af bjerget. 4 * 6 min for fuld skrue. Det er super fedt. Vi overhaler mange landevejsryttere på vej op – dog mest gamle mænd på meget dyre cykler, men det giver bestemt lidt mere moral og lysten til at øge tempoet stiger gradvist i takt med vi kommer tættere på toppen. 6km fra toppen, ændre bjerget karakter, idet tør nåleskov erstattes med rå klippe. Herfra (Chalet Rynard – 1641m) har vi frit udsyn til Ventoux-toppen. Aftaler at der er frit tempoleje og det drejer sig om at finde sin egen rytme. Sjovt nok er ens egen rytme fuldstændig identisk med min teambuddy, og vi skiftes til at tage føringer i takt med at tempoet skrues op. Det ene sekund er man ovenpå og få sekunder efter er man ved at eksplodere, kører nærmest hånd i hånd over toppen, hvorefter en står på lunch i form af medbragte gels og barer – klasse!!

Herefter starter nedstigningen fra Ventoux – ikke så meget at berette om denne, andet end farten presses voldsomt i vejret – ca. 80 km/t, hvor man til tider presse pulsen op i et fornuftigt grundtrænings niveau, når afsatsen kommer for tæt på. Kommer ned i et stykke og må desværre pakke alt grejet sammen, da Monigue ikke har ledige værelser for natten – skod!! Så på den igen med boligsøgningen… Efter 2 stive timer – lykkes det os at finde ledigt chambre hos meget fransktalende gammel dame – skal læses som ikke et ord engelsk!! Men udmærket ”billigt” sted – ca. samme pris, som at have Range Roveren parkeret på Hilton Parking-place i tre timer!!hhehheehhe

Fredag d. 3 juli

Operation langtur på mtb – big time!!! Svobber endnu engang kojak’s med terrændækkende og fylder camelbakken max! Afsted går det endnu en gang mod toppen – samme opkørsel som onsdag forceres denne gang i et mindre hidsigt tempo velvidende at denne tur bliver lang og sej. Fokus på denne tur er nemlig primært at skyde sig nogenlunde ind på det tempo Thomas skal holde, når han den 18. juli skal i action i Salzkammergut i Øsrig. Et løb over 10 timer +.  Så pauserne blev skåret kraftigt ned eller helt fjernet! Efter 2½timers ”steady-climping” når vi atter til toppen – frokosten bliver indtaget og vi beslutter os for at undersøge et vandretrack på den anden af bjerget. Desværre sætter et skilt med en cykelrytter med stort rødt kryds over, en stopper for vores planer den vej – måske også rent hardtail-suicide.. Derfor ryger vi vest over, ned af et downhill spor i retning mod Sault. Flere gange falder sporet drastisk og i kombination med store stykker klippe og løse små sten, gør det nedstigningen meget udfordrende, men sjov! De få pauser som holdes bliver brugt på at nedkøle de rødglødende bremseskiver med vand fra drikkedunken. Efter ca. 60 min downhill, går det via landevejen opad igen, denne gang over et mindre bjergpas, hvorefter en lille nedkørsel følger. Det sidste 15 km tilbage til Bedoin foregår på flad landevej i modvind, hvor tempoet for sjov skrues op på max. Byskilte-spurt-taktikken går på ca. 1 km før Bedion, og efter solidt forarbejde af Rasmus, kan jeg med de sidste kræfter presse Trekken først over stregen – YEARH – Big Smiley!! En velfortjent solid hjemmelavet aftensmad bliver indtaget, men dagens langtur bliver vendt og drejet – alt i alt er en klasse dag på mtb overstået. Måske man skulle overveje en fully, således de store sten og små drops bliver knap voldsomme, måske til tider lige i overkanten på hardtails. Men vildt sjovt!     

billeder følger…