okt 26 2008
Træningstur i Lundby Krat
Igår besøgte jeg en god ven i Aalborg, som havde weekendvagt på sygehuset. Vi havde planlagt MTB-tur, men var lidt i tvivl om turen skulle gå til Hammer Bakker eller Lundby Krat. Valget faldt på sidstnævnte, da det her var muligt at nå tilbage til sygehus syd indenfor en ½ times tid, hvis min kammerat blev kaldt ind.
Havde fornøjelsen af at køre DM XC 08 som blev holdt i samme område, og var på forhånd lidt nervøs for føret, idet der er kommet meget vand den sidste tid. Ligeledes var jeg også spændt på hvordan min ven ville tackle Lundby Krat, da det byder på noget af det mest tekniske krævende MTB-spor i DK og min ven kun har et par måneders MTB-erfaring bag sig (kan nu på ingen måde rigtig ses på hans kørsel;0)). Kan nok heller ikke løbe fra, jeg selv var nede og ligge et par gange eller seks under DM og har da stadig også kærlige minder i form af et ar under det ene øje.
Selvom de blandede minder fra DM vælter frem i mig, da vi kører ind på P-pladsen, glæder jeg mig som en lille dreng gør til jul for at teste om teknikken er blevet bedre det sidste halve år.
Efter lidt startbesvær med at huske sporet kommer vi godt afsted. Området er mere tørt en jeg turde håbe på, men rødderne er lige så glatte, som jeg husker fra DM, men nu her dækket til af blade, hvilket gør det endnu svære at læse en god linje, særligt på nedkørslerne. Dette får min ven da også at mærke, ca. halvejs ude på første runde, hvor forhjulet rammer en glat rod, og han må ned og “bide”. Slipper dog med et sår på knæet, bule i panden (ja, og han kører med hjelm, men ikke til megen nytte, når den glider bagud i bedste Lille Per hatte-stil) og en stor skramme i lakken på overrøret. Er dog efter 5 min pause frisk på at fortsætte. En halv runde sener er det min tur. Dette sker på en meget velkendt nedkørsel fra DM, den såkaldte ankel-brækker-bakke, som jeg også fik lov at “smage” 2 ud af 4 gange til DM. Får taget rigtig godt hul på den, men får læst linjen helt galt ca. midt på. Mener selv det er pga. mængde af blade som dækker sporet, men må indrømme jeg ikke rigtig havde styr på situationen. Resultere i for hård opbremsning på forhjulet lige før mindre drop, som får mig rundt på fuld drøn i 2 forlæns koldbøtter. Slipper dog med den værste skræk, da jeg ikke er sekund i tvivl om det må have påført skade på min Shark. Heldigvis led hun ingen skade.. og jeg slipper selv med hul i buksen, sår på knæet og mindre trælår. Fortsætter derfor med højt humør, og drøner ud på anden runde. Her styrter min ven igen og slår desværre sit håndled, således han ikke er i stand til at fortsætte. Kører derfor ned til bilen og tager et velfortjent hvil, mens jeg tager en sidste runde.
Heldigvis er håndleddet meget bedre idag, jeg er lidt øm omkring knæet, men ser tilbage på en rigtig fed dag, med godt vejr og en bekræftelse på at mit tekniske niveau går den rigtig vej, men stadig kræver mere træning. Er derfor fast beslutte på, det ikke er sidste gang Lundby Krat skal køres tynd her i efteråret. Det er bare i orden!

