feb 16 2009
Lang tid siden sidst..
Meget er sket den sidste tid, og jeg har slet ikke fået opdateret siden.
Vintertræningen er gået over alt forventning og formkurven har været stærkt opadgående og er det fortsat:0) Jeg skal også skynde mig at sige der er blevet lagt stort arbejde i træningen. Har virklig - med hjælp fra en dygtig idrætsgut - fået struktureret min træning, således tingene er sat ind i et større perspektiv. Det sværeste har helt klart været at overholde rest. ugerne, da man som træningsidiot, kan have svært ved ikke at træne igennem hver gang! Men perioderne hvor kroppen og sindet for mere ro end sædvanligt, har været med til at øge motivationen og kvaliteten på de hårde træningspas. Det er simpelthen så fed en følelse, at køre ud med et mål for træningen og komme hjem og opfyldt det til punkt og prikke. Alligevel har jeg til tider haft rigtig svært ved at forstå alt det med pulsen. Det meste af efteråret kunne jeg presse pulsen op på 186-188 stykker, som må formodes at være min maxpuls på dette tidspunkt. Faktisk lå den stadig i dette område indtil for 2 måneder siden, det underlige var så, da jeg kørte 1 afdeling af Shark Cup, til min store overraskelse kunne se at maxpulsen under løbet var 199.. Hvordan gik det til?? 
Lagde derfor den efterfølgende periode træningszonerne ud fra denne og kunne i ca. 14 dage sagtens holde pulsen inden for disse. Skal jo lige siges, at det er begrænset hvad jeg havde kørt af AT-træning og det der var hårdere i perioden forud for dette løb.
Er for ca en uges tid siden, kommet hjem fra 12 dage på Lasanta, hvor det overordnede mål var træning i sol med korte ben og arme:0) Desværre vidste det sig at være den værste sæson på Lazarote i 35 år, og vejret bød på usandsynligt lidt sol og varme. Dog havde vi et par dage, hvor vejret var helt tip top, og lykkes da også at få en hædelig forbrænding.
Lasanta bød ud over træning også på to-etapeløb. Selv var jeg meget spændt på disse to race, idet Team T-bikes havde meldt deres ankomst. Havde nu virkelig muligheden for at få testet formen mod nogen af de klart hårdeste drenge herhjemme.
Første etape var 30 km lang, og ruten skulle efter sigende ikke være teknisk svær på nogen måde, idet Carnarien Federation Bike Union har som krav der skal kunne komme en jeep med lægeassistance rundt på ruten.
Holdt mig lidt tilbage de første par km, og lå sidst i en gruppe på ca. 20 mand, da jeg besluttede mig at skrue lidt op for tempoet.. Trak derfor forbi, og kørte op på siden af Saltoft, som trak læsset i front af gruppen. Forude lå en tremands gruppe bestående af Ian Wilkinson (meget hård MTB/landevejs-gut fra England), Rasmus Jessing og Justesen. Følte benene var gode og spurgte derfor Casper om han var klar på at lukke hullet. Desværre ikke helt interesseret..Forsøgte derfor på egen hånd flere gange at trække op til Ian, men uden held, og kom derfor til at ligge ret meget på mellemhånd, sammen med Thomas Aaboe. Til sidst prøvede jeg at ryste ham af, som også lykkes i 4 forsøg, og kørte de sidste km alene, før A. Nyholm til sidst skød forbi mig, som en raket. Et par dumme kørefejl, gjorde jeg skulle arbejde usandsynlig hårdt for at lukke hullet, som på et tidspunkt var på ca. 200 meter. Kørte på den sidste km, det meste af forspringet ind, men blev slået med 4 sek. Samlet set rakte strabasserne til en 4 plads på 1. etape.
2 etape skulle vise sig at blive helt anderledes. Dobbelt så meget vind og dobbelt så lang distance.
Taktikken var derfor at ligge mig bag A. Nyholm, for ikke at bruge unødvendig mange krafter, som var tilfældet fra dagen forinden. Meget rolig start, lidt nervøs med et enkelt styrt, som jeg med held nåede at undgå. Efter ca. 15 km, lå jeg i den store T-Bikes gruppe med ca. 10 mand. Igen igen, lå Wilkinson, Jessing og Justesen foran i deres egen lille gruppe. Dette var utroligt lærerigt! Har aldrig før prøvet at ligge i en gruppe, og indgå i et samarbejde med rulleskift osv.. Har hidtil synes, det er røvtræls at ligge bagved på hjul, idet man ikke kan se forhindringerne ret godt, men hold da op hvor man sparer noget energi!
Alt alt var det en meget lang etape, som først blev rigtig spændende til sidst. Ca 12 km tilbage, havde Anders Nyholm, 2 T-bikes ryttere og jeg selv slået et lille hul til resten af gruppen. Laver igen en brøler af de store, idet jeg på sidste depot giver mig tid til at drikke vand, istedet for at være opmærksom på den forankørendes hjul. Det resulterer i, at de får et lille hul på ca. 8-10 meter, hvilket bliver fatalt. Vinden er ca. 20-25 sek/m og lige i face! Da jeg opdager dette, har Anders trådt det store gear an, og jeg har ikke en jordisk chance for at lukke hullet, da de hurtigt får startet et samarbejde. Falder derfor tilbage og ligger sammen med Sven (Belgisk landevejsrytter )og Bødtkfra T-bikes. Desværre er der ikke meget hjælp at hente, da Bødtker har holdkammerat i den foranliggende gruppe og Sven ikke har lyst til at trække.. Shit det var hårdt! Havde på det tidspunkt siddet på cyklen i ca. 2 timer og de næste 20 min skulle blive meget meget hårdere. Pulsen lå konstant på 185+ og den flade sandvej ville ingen ende tage.. Til sidst drejer vejen, således vi får sidevind og i det sek, stikker Sven af med et raballer! Ingen chance for at følge efter. Bødtker træder kort efter også det store gear an, og jeg tænker, her kan jeg sidde med. Desværre er ben og hovedet ikke enige, og må langsomt slippe…ØØØØV!!!!
Ender dog med at komme ind som nr. 6, hvilket var fuldt tilfredsstillende. Men havde jeg ikke taget drikkepausen på det åndsvage tidspunkt, ville situationen have været en anden.. Om jeg kunne havde siddet med helt til sidst ved jeg ikke, men chancen havde været væsentligt større..
Resten af ugen stod på MTB-uge med guider, hvor der blev kørt massere af fede spor, lede opkørsler og halsbrækkende nedkørsler. Alt i alt en fuldstændig genial tur i utroligt godt selskab.
