sep 21 2009
ÅMK MX
Helt klart en af efteråret/sensommerens mtb højdepunkter. Havde set frem til dette race siden afslutningen af Shimano – Lundby, hvor jeg forhåbentligt kunne hente lidt oprejsning for et par meget ”sølle” Shimanoresultater. Må dog indrømme, det ikke er intervaller og struktureret træning der har præget de sidste par uger, men snarer en hel masse motio-hovedet-under-armen-træning, hvor målet har været at køre lystbetonet. Sjovt nok, har det været det der skulle til, for at få lidt fart tilbage i cyklen og generelt har de sidste par uger været rigtig sjove. Desværre blev jeg onsdag, 14 dage siden, mindet om, at styrt i den grad også kan ramme en glad ”motio-rytter”, da jeg tog mig et hårdt et af slagsen på fjerde træningstime i Vilhelmsborgskoven. Slap dog meget billigt, og det var kun venstre hånd der plagede mig de efterfølgende dage. Et smut på skadestuen, som blev udsat på ubestemt tid pga. ventetid, et besøg hos lægen og en second-opinion hos Dr. Fokdal, bekræftede mig i, der intet andet var galt end en lettere forstuvning. Derfor forsøgte jeg også at holde dampen oppe - mest på landevejen - i sidste uge, så benene var klar til marathon.
Tog det mere roligt med forberedelserne end jeg plejer, så lørdag formiddag vil jeg nærmest betegne som hyggelig og behagelig. Kunne dog ikke se mig fri for sommerfuglene, da klokken nærmere sig Start.. Fik varmet nogenlunde op, og placeret mig bag favoritterne i et ellers lidt tyndt elitefelt. Manglede en del sjællændere, som sikkert har valgt at tage en lidt tidligere vinterpause fra marathon løb i Jylland, hvilket er fuldt forståeligt, sæsonen har været benhård! Taler lidt med Iversen inden start og pludselig bliver der råbt 30 sek.!!! Pulsen stiger 10 slag og jeg finder fokus. Havde til dagen lagt en lidt mere defensiv taktik, som plejer at virker ok til denne type løb. Starten går og i en sky af støv drøner vi op ad grusstigen mod toppen af Blommehaven. Ligger vel lige omkring top 10, da folk flyver forbi mig, da vi rammer singletracken, og lader mig trække med. Pulsen er for længst oppe i det røde felt, men føler mig godt tilpas, så øger tempoet yderligere. Sidder efter 5 km, som den forreste i en gruppe på 5-6 ryttere, med udsyn til ryggen af Bachman. Pludselig ser jeg de forreste stoppe op, de er kørt forkert! ÅÅÅÅHHHHHH NEJ, ikke igen!! Ser op til højre, hvor jeg får øje på de velkendte pile og stikker den vej. I løbet af kort tid får jeg selvskab af H. Andersen, Bachman, en Saxorytter, K. Nielsen og et par stykker til, som presser tempoet op, og må slippe grebet..
Jeg får derefter selskab af en yderst oplagt Iversen, og vi finder hurtigt ind i et godt samarbejde. Axelsen hænger på, sammen med en U17 rytter, men det er Iver og jeg, der skiftes til at tage føringen. Det går super!! Jeg får spist og drukket tilpas, til at holde dampen oppe og føler masser af krudt tilbage i stængerne, da vi kører gennem mål anden gang og ud på tredje og sidste runde. På sidste runde, bliver der kørt knap så stærkt, og vi snakker kun meget lidt. Taktikken er gået ind. Forsøger gang på gang at vurdere Iver, han virker til at have overskud og forærer næppe placeringen væk uden kamp til stregen. Jeg tænker….hmmmm…., skal man presse tempoet yderligere, vente til sidste stigning, tage den i spurten eller hvad er bedst? Beslutter mig for sidste stigning, han er for stærk på nedkørslerne, og får derfor svært ved at holde ham tilstrækkeligt bag mig, hvis jeg åbner for tidligt. Kort før mål, forslår Iver at vi tager den i spurten..?? Han virker lidt ramt og kan mærke han må slippe på et par af de sidste stigninger. Men lige som jeg tror han er væk, ligger han bag mig igen, han fake’r den? Har sikkert massere af overskud? Er virkelig forvirret nu, holder mig til min taktik. Sætter angreb ind på sidste stigning, han har set den komme, sidder klistret til mit baghjul! Overvejer igen, kigger bagud - pokerface! Dropper ideen, venter til spurten.
Shit!! Han trækker forbi lige inden singletracken, tager et sving, hvor jeg må hugge bremsen i for ikke at styrte, han sætter angreb ind, slår hul!! PIS!!! Da vi rammer asfalten, har jeg 70-80 meter op, træder MAXMAX!! Henter ham, men lårene brænder alt for meget. Kommer først gennem depotet, græsset(underlaget) suger de sidste kræfter ud af benene, han trækker forbi igen, sidste 100 meter op til mål – fuck! Jeg er flad, giver op, nej nej nej!! Hader mig selv idet jeg triller over stregen, 7 sek. efter Iver. Ser ham stå foroverbøjet over cyklen, helt færdig. Fortæller mig, han har haft kramper og lidt voldsomt den sidste del af ruten. Er meget glad for, jeg ikke forsøgte mig med angreb nr. 2 på sidste stigning, så ville han være eksploderet, fortæller han. Øv! Kan ikke andet end at bøje mig og sige tak for en kongeduel. Ender som nr. 7, og er 95 % tilfreds med min indsats – skulle lige have nuppet ham, men får sikkert chancen en anden gang:0)
Hele arrangementet fortjener stor ros, fantastisk stemning og super vejr var med til at gøre dagen til en af de bedste MTB oplevelser i 09. Tak for det ÅMK!