TBMTB - Thomas Bundgaard’s MTB oplevelser

Ved godt den orange styrtape overhovedet ikke holder, men kunne ikke styre slagets gang på værkstedet! Brad Benedict tilbød sin hjælp med at sætte dette vidunderlige styrtape på…hmmm!!

Havde lige muligheden for at nuppe en tur på en.. tjaa.. hvad skal jeg kalde det?? En usædvanelig cykel… Om det er women’s eller men’s specific geometry kan jeg ikke blive klog på, men det er i hvert fald ikke en BGsadle;0)

Så er der under en uge til jeg atter er tilbage på dansk jord. Glæder mig til at komme hjem – af flere årsager; kæreste, venner og familien.. Jeg må dog også tilstå at jeg efterhånden er faldet utroligt godt til her i Californien og faktisk har fået mig nogle gode venner. Kommer til at savne dem og med garanti også vejret+terrænet. Endnu en gang - nej faktisk hele to gange denne weekend - har jeg været nødt til at hæve armene og råbe højt indtil jeg tillægger mig lige så blå en farve i hovedet som himmelen over mig, over hvor fedt det er at være cykeltosse på de her kanter. Jeg har ikke brugt mindre end 13 time på henholdsvis Epic’en og Roubaix’en denne weekend, så har fået fuld valuta for penge og mine ben er nu så ømme at jeg ikke aner hvordan jeg får slæbt mig ned af trapperne til morgenmaden i morgentidlig…

Igår lørdag, kørte vi (Aaron, Brennan + 10 personer mere, som jeg ikke kan huske navnene på – alle fra Specialized) til Santa Cruz. Santa Cruz ligger ned til kysten og bjergene tårner som op omkring byen. Var på cyklerne kl 09.00 og den første af mange gode stigninger kunne begynde. Var lidt i tvivl om jeg havde valgt den rigtige cykel, da alle de andre enten var på Stumjumper eller Enduro’s, dvs. minimum 140 mm vandring i gaffelen. Epic’n kan præstere 100 mm, og havde endvidere vendt frempinden negativt, for at gøre den en tand mere agressiv;0) Efter 1t15min klatring ankom vi til den første af mange seriøse nedkørsler – aka Mailbox. Navnet giver efter nogen overvejelse stadig ikke mening, da sporet varierede mellem bløde fede DH kurver, skarpe switchbacks, træstammer som skulle forceres med bunnyjumps, avancerede walls for DH-typerne og ikke mindst et hav af drops i alle størrelser.

I starten gik det fint, fik i den grad bevæget mig frem og tilbage over sadlen og baghjulet for at holde hovedet oppe og benene nede. Måtte en enkelt gang af cyklen og ned på knæ, da sadlen ramte hårdt et meget ubehageligt sted efter en kørefejl med et overset drop. .hmmm, uhhh!

Efter ca. 20 min ankom vi til den sidste del af nedkørslen med afsindigt tilsyrede triceps!! En intern kamp om at komme først frem havde udviklet sig mellem Aaron og jeg. Han er en hel del bedre til at tage kurverne og for den sags skyld også hoppende, så håbede på lidt mere XC-look-a-like-trail , dvs. mere ujævnt og stejlt terræn, så jeg kunne forsøge at passere ham, og det var lige det vi fik!! Sidste sektion var lidt mere åben end den tætte skov, så man kunne se længere frem og vælge linjen tidligere. Han tager den ud til højre, jeg til venstre. Sporet falder med en psykopat fed og stejl hældning, rødder og klipper springer frem over alt og før man ved af det er farten alt for høj. Tænker nu kort tilbage på Lundby Krat og nogle af de onde nedkørsler, forskellen var stor, det her var meget værre! Et styrt her kunne være katastrofalt – heldigvis strejfer disse tanker mig ikke under under selve nedstigning, jeg har nok at gøre med at holde bagdelen tilstrækkeligt langt tilbage, for at undgå 4 forlæns koldbøtter! Til sidst har jeg så meget fart på, at bremsen ikke har nogen virkning, jeg slipper den og læner mig længere tilbage og koncentrerer mig som en gal. Det går, passerer en rytter på den nye Enduro S-WORKS med en rasende fart, føler mig flyvende, Aron er forlængst sat og jeg flyver ned af den sidste del af sporet. Da cyklen endelig stopper, hopper jeg af og hæver her armene første gang over hovedet i det vildeste adrenalin sus!! My God, den var en fed oplevelse!! De resterende 4 timer går med noget tilsvarende, desværre må vi hjælpe to fra teamet ned til bilerne pga af styrt, men bortset fra det var det en sygt god dag;0)

Dagen i dag stod på landevej. Scott, Mike, Randy, et par nye gutter og jeg selv udgjorde gruppen. Afgang kl 8.30 i bil, kurs mod Santa Cruz Mountain, ca. 45 min kørsel fra Morgan Hill. Stængerne var lidt brugte, men blev overskygget af ømheden i arme, skuldre og ryg. Er på ingen måde vant til at køre ned af i 15-20 min ad gangen..så ømheden var berettiget. Tempoet var ikke overdrevet højt og passede mig egentlig fint, idet jeg håbede på at have kræfter nok til at droppe køreturen hjem og tage cyklen i stedet. Vejret var endnu en gang super, dog lidt koldere end bare for en uges tid siden, så efteråret/vinteren kommer nok også snart til CA.

Stoppede efter ca. 2½ time cykling på en lille snusket kaffebar i Boulder Creek. To dobbelte Machiatos og en god kage blev kørt ind, så depoterne var fyldt op og klar til en efterfølgende 10 miles opkørsel i the redwoods. Det er dælen dytme nogle granvoksende træer, op til 350 fødder høje, dvs. 106,68 meter..hmm.. Utroligt smukt, men samtidig også lidt uhyggeligt idet stilheden var larmende. Der bor tilsyneladende ingen dyr i en Redwoods skov… På toppen af stigningen nød vi en energibar og den smukke udsigt. Her måtte jeg atter hæve armene og tilstå at livet ikke bliver meget bedre end dette;0) Efter 5 timers landevej og få km fra vores parkerede biler kørte jeg fra gruppen og begav mig ud på de sidste 65 km landevej hjem mod Morgan Hill alene. Alt i alt gik det fint, dog glad for at have erhvervet mig en Garmin Edge 705, som kunne hjælpe mig sikkert hjem. Uden den havde jeg nok stadig tosset rundt derude et sted..

178 km og 6½ times livs-”nydning” kan gøre kroppen utrolig træt og sulten, så kæmper nu også en kamp for at færdiggøre skriveriet, inden sengen springer på mig. Næste uge skal det sidste information bankes ind i knoppen, inden jeg flyver mod DK fredag over middag.

Efter en ekstra lang uge, med hele 5 dages undervisning, var det en temmelig træt Thomas der gik en tiltrængt weekend i møde. Fredag stod primært på bikefit i laboratoriet med en super testtur i strålende solskin bagefter. Tjek lige Tarmac SL3 med 404 Zipp:

Efter endnu en veloverstået eksamen, tog ”Vi” (klassen og jeg) på restaurant og nød et godt måltid og en velfortjent øl. Kunne mærke på stemningen at folk havde haft en rigtig god uge og klassen var rystet godt sammen, så en øl blev hurtigt til to. Var egentlig planen at festen skulle fortsætte i San Jose, ca. 15 km nordpå, men efter et par øl, en lang uge og et cykelcrossløb tidligt lørdag morgen, valgte jeg at passe min seng. kl. 07.00 den efterfølgende morgen, satte jeg stor pris på jeg valgte som jeg havde gjort;0) Vejret viste sig endnu engang fra sin bedste side, så hentede Andrew og Wase(Andrew’s old buddy) kl 08.00, crosscyklerne blev smidt på SBCUvanen og kursen blev sat mod Watsonwill, ca. 30 min kørsel, vestlig retning nær kysten. Endnu en gang var jeg vidne til et kæmpe cykelarrangement, som denne gang bar præg af det også var dagen for Halloween. Skal lynhurtigt sige, at jeg ikke er nogen stor fan af Halloween, men det skal man ikke sige højt, for amerikanerne tager det dybt seriøst og bruger flere amerikanske dollars end jeg tør drømme om på fuldstændige sindssyge kostumer.

Ruten var denne gang noget anderledes end sidst, kun en enkelt stigning, mange sving, en enkelt løbepassage og ellers pandekage-flad. Jeg stillede som sidste weekend op i B-feltet, som denne lørdag var ca. 100 mand stort. Fik en OK start bag de 25 forreste og kæmpede mig langsomt op gennem feltet. I modsætning til sidste weekend, følte jeg mig denne gang mere veloplagt og frisk, men da jeg passerede 3.pladsen var det ligesom om hullet op til 2.pladsen konstant forblev det samme. På sidst runde satte jeg alle kræfter ind, men kørte kun få sekunder ind på de to forankørende..Øv øv, havde nok lidt sat næsen op efter en podieplacering en tand højere. Skidt, havde et super godt løb, uden at være totalt færdig. Derfor var jeg også fast besluttet på at afprøve crossevnerne eller mangel på samme i A-feltet 4 timer senere. Imellem tiden brugte jeg tiden på at sole, slappe af, nyde stemningen og se kostume-løbet kl 12.00. Fuldstændigt ”gak gak” at køre cykelcross i fuldt armeret gorilla kostume i 26 graders varme, men skægt var det. Desværre gik forberedelserne op til A-løbet ret meget i vasken, da min pung forsvandt. Hvor lang tid den havde været væk, anede jeg ikke, men væk var den da jeg skulle have en kaffe. Shit!!!! Det nærmeste jeg kunne komme, var jeg have haft den da jeg blev registreret til B-race ca. 2 timer tidligere. Kunne jeg have været så dum at have kørt race med den i jersey-lommen – jeps, ingen problem. Derfor kørte jeg et par omgange på ruten, snakkede med officials og løbsspeakeren – ingen held.

Derfor var det med en vis bitterhed i sindet og ca. 200 dollars fattigere jeg rullede til start kl. 14.15.

30 sek…..10 sek… startede min nyindkøbte Edge 705 og fik en flyvende start som nr. ca. 30. (ca. 85 startere) OK, ingen tvivl om at niveauet var en tand højere og mine ben 60 min mere brugte en de fleste andre konkurrenter;0) Men hvad f…. det var jo selvforskyldt, så nu skulle benene have prygl de næste 60 min!

Langsomt øgede jeg tempoet, fandt en hvis form for rytme, som primært bestod af max-gas → semi-gas → max-gas osv. Efter 6 runder – 2 runder ”to go”, var jeg ved at eksplodere, varmen fik kroppen til at koge, støv i lungerne, benene manglede vand og sukker og tankerne om at sænke tempoet kom nærmere. Blev hentet af to ryttere som kørte forbi mig uden problemer. Havde ikke kræfterne til at sidde med. Skod! Fik en slurk vand idet jeg passerede mål og kørte ud på min anden sidste runde. Kæmpede en indre kamp, som alle cykelryttere sikkert har prøvet, når alt gør ondt, kroppen er færdig og lysten væk til at fortsætte. Nej, nej nej!! Det holder ikke, blev jeg ved med at sige til mig selv. Det er ca. 15 min i syrehelvede og du har det fantastisk bagefter – kom nu!! Trådte Tricross S-WORKS cyklen et gear op, og jagten på de to forankørende blev skudt i gang! Kørte langsomt, men sikkert lidt efter lidt ind på dem, ca. 500 m før mål, på den eneste stigning kunne jeg se der var opstået spurt-taktik mellem de to. Det var min chance for at få kontakt! Jeg pressede køllerne til det yderste, et gear op, mere fart på – og kørte helt ud i modsatte side, tæt op ad tilskuerne og hamrede forbi de taktikkere. Slog et hul på ca. 15 m inden sporet atter snoede sig ind til singletrack. En teknisk passage, to skarpe sving og to barrierer blev passeret med en puls på 100% og kørte 15.pladsen ind – ca. 2½ min efter vinderen. Hold op hvor var det fedt og hvor var jeg smadret. I skrivende stund – ca. 36 timer efter, gør ryggen stadig ondt, nakken og skuldrene er ømme, så kroppen er blevet mishandlet maksimalt;0)

Rullede tilbage til bilen, klædte om og gik en sidste gang op til indskrivningen for at høre om min pung var blevet indleveret…. nope! Ingen held! Bilen blev pakket, mens det langsomt gik op for mig at de næste to uger ville blive en hel del mere besværlige uden Visa/Master. Kl. var godt nok 16.00, men tastede alligevel fars mobilnummer ind, velvidende at det var midnat i Dk. Var nødt til at få mine kort spærret. Efter 100 meters kørsel og inden jeg havde trykket ring op – spurgte Andrew mig om det ikke var min pung der lå på køleren af bilen…hmmmm!!! Jo tak, et lille kryds i Ja!! Hvordan den var havnede der, må guderne vide.. Har sikkert i min ”forberedelses-brandert” lagt den der og totalt overset den i min eftersøgning. Skidt, jeg havde fået den tilbage og selvfølgelig var en kvajebajer på sin plads.

Efter et besøg på et lækkert fiskerestaurant-besøg, en køretur tilbage til Morgan Hill og et bad, stod den på Halloween-party hos en kollega fra Specialized. Var ikke super veloplagt til fest, da jeg var mere en normalt slidt, men må godt nok sige det var en uforglemmelig oplevelse. Voksne folk i de vildeste kostumer - som var det en fastelavnskonkurrence mellem 10årige børn troppede op en efter en. Kæmpe buffet, belgisk fadøl, junglejuice(nasty sprut-kombi), et helt hus viklet ind i spindelvæv, beklædt med dødningehoveder og edderkopper. Totalt amerikansk! Hehhehe, men en stensikker uforglemmelig oplevelse;0)

 Næste uge står på Master BGfit med Dr. Andrew Pruitt fra Center for Sports Medicine – en af de mest respekterede ”bikefittere” i USA. Bliver super spændende og udfordrende!